Besøg fra Belgien

Tirsdag den 17. november var et belgisk tv-hold på besøg i Odense for at lave et program om cykling. CykelScore var med på Holluf Pile Skole for at fortælle om vores koncept.


Af Ida Sørud

Solen skinner fra en broget efterårshimmel, da jeg efter en god cykeltur når frem til Holluf Pile Skole. Her skal jeg mødes med Marie fra By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune og et belgisk tv-hold, som er i Danmark for at lave et program om cykling. Det er vi nemlig rigtig gode til her i landet. Jeg siger pænt goddag til Marie og hilser på journalisten Aurelie Van Eeckhout og kameramanden Xavier Gerard, som allerede er i fuld gang med at filme de mange cykler, som står parkeret foran skolens hovedindgang. Aurelie er meget imponeret over alle de cykel-tiltag, vi har i danmark. Dagen før har de været i København, hvor de blandt andet cyklede på de nye by-elcykler, som også er udstyret med GPS. Her i Odense skal de høre om CykelScore og Cykling uden alder, som er et andet cykelprojekt.

- I Belgien er der slet ikke samme fokus på cykling. Bruxelles er en by med mange bakker, så det er også hårdt at cykle dér, men det er jo bare en dårlig undskyldning, siger Aurelie.


Seje CykelScore-unger 
Inde på skolen mødes vi med skolelederen, som har arrangeret, at Aurelie og Xavier skal snakke med nogle elever fra den klasse, som klarer sig allerbedst i CykelScore. Det er 3.B, og de har glædet sig rigtig meget til at komme i fjernsynet.






Først bliver eleverne og deres lærer Louise filmet oppe ved CykelScore-inforskærmen, hvor det blandt andet kan ses, at de ligger forrest blandt alle klasserne på skolen. En af drengene har troligt sin cykelhjelm på under hele seancen, han er helt klar til at komme ud og cykle! 





Det er også det næste, der skal ske. Børnene tager overtøj og cykelhjelme på, og vi går allesammen ud til det sted, hvor Holluf Pile Skoles checkpoint er placeret. Xavier beder børnene om at køre lidt ned ad en sti og cykle tilbage igen, så han kan filme dem, mens de kører forbi checkpointet. Himlen er blevet foruroligende mørk, men de små cyklister når at køre frem og tilbage en del gange, før det begynder at regne.





Noah fra 3.B når også at blive interviewet ude ved sin cykel, før regnen bliver alt for voldsom. Det klarer han helt selv - på engelsk. Ret så sejt, når man kun er 9 år.

Han fortæller blandt andet, at han synes det er sjovt at være med i CykelScore, og at han cykler rundt i byen og samler point sammen med sin mor.



 
Nu regner det rigtig meget, så vi trækker indenfor. Xavier filmer eleverne, mens de tager deres tøj og cykelhjelme af og går tilbage i klassen. Vi vinker farvel til børnene, så de kan fortsætte med deres undervisning.

"Hvad er CykelScore?"

Nu er det min tur til at blive interviewet. Desværre må det blive indendørs, da vandet stadig vælter ned udenfor. Jeg forklarer CykelScore-konceptet, hvordan det fungerer, og hvad det handler om. Aurelie er meget sød til at give mig tid til at formulere mig. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke snakker engelsk på daglig basis, men jeg formår vist at gøre mig forståelig alligevel. 





Så er vi færdige på Holluf Pile Skole. Marie, Aurelie og Xavier skal videre ind til byen og tale med borgmesteren, jeg skal tilbage på kontoret. Regnen har heldigvis trukket sig tilbage igen, så min cykeltur kan foregå i tørvejr. I aften rejser Aurelie og Xavier tilbage til Belgien. Forhåbentlig med en masse gode cykeloplevelser i bagagen. 

Programmet bliver sendt i Belgien den 26. december. Så snart vi har linket til udsendelsen, lægger vi det op her på siden.
©2013 CykelScore
...